Det har krævet en større renovering at gøre plads til det nye køkken i den gamle villa. Hele grundplanen i huset er blevet ændret. En dør mellem entréen og køkkenet er blændet af, så pladsen i rummet kan udnyttes til fulde. Der er lagt nyt gulv i hele underetagen, og en halvvæg er fjernet og har åbnet op for et stort køkken-alrum med god plads til hele den store familie.
Udover mere plads, drømte de også om et køkken med wauw effekt, og netop det ønske opfyldte den store grønne Verde Alpi flise på 3 x 1,5 m
Til køkkenet er valgt M-line med massive trælameller i mørk eg, matchende integrerede reoler og højskabe i den slidstærke Momento-laminat i vulkansk sort. De mørke farver spiller elegant sammen med den store, grønne flise, der er fastgjort på væggen i ét stykke. Flisen er prikken over i’et i køkkenet, hvor den fungerer som en smuk og praktisk backsplash.
Køkkenet er indrettet med lukkede skabe og skuffer kombineret med åbne reoler. Det giver fleksible muligheder for at gemme køkkentingene væk og for at opbevare de ting, der gerne må stå fremme – uden at det roder. Den keramiske bordplade “Sirius” er skabt til dagligdagen i køkkenet, og sammen med den store BORA X Pure kogeplade er der tænkt over både funktionalitet og kvalitet.